www.takeapen.org 27/09/2020 03:44:31
  _search_danish
Click to send this page to a colleague_send_to_a_friend_danish
Click to print this page_print_page_danish

Yassir Arafat – 1929 – 2004

Ved formanden for Dansk-israelsk Selskab, Otto Rühl
 
 

  Kristeligt Dagblad havde for nylig en artikelserie om mindeord og nekrologer og forskellige skribenter gav deres bud på, hvordan sådanne skulle formuleres og hvilke ændringer, der var sket med hensyn til sådanne artikler. Jeg læste artiklerne med almindelig interesse - både som avislæser og som historiker.

 

   Få uger senere døde PLOs leder Yassir Arafat, og med meget kort varsel er jeg blevet bedt om at skrive en artikel om denne person. Godt nok har Bladet Israels redaktion som alle andre prioriteret tiden efter Arafat som vigtigere - se Hans Henrik Fafners artikel andetsteds i Bladet - men Arafats betydning for udviklingen i Mellemøsten de sidste 40 år kan næppe overvurderes, så vi har valgt også at se tilbage på denne mærkværdige personligheds liv og historiske arv. 

 

Arafats baggrund

 

   Arafat var født i Egypten i 1929 og allerede den oplysning fortæller jo en masse både om Mellemøsten og om manden selv. Vi er i den engelske mandatperiode - men også kun elleve år efter, at England har erobret Mellemøsten fra Det osmanniske Rige. Araberne har været vant til at flytte rundt i området - og også Arafat opholder sig snart ikke i Egypten, men i det engelske mandatområde Palæstina. Men da han skal studere sker det hjemme i Egypten, og efter oprettelsen af Staten Israel kæmper han som frivillig i den egyptiske hær. Det gentager sig under Suez-krigen i 1956.

 

   Så meget om historien - hvad siger den første oplysning om manden ? Jo, Arafat ville straks have protesteret - da det på et tidspunkt blev opportunt for ham at påstå, at han var født i Jerusalem, ja så gjorde han det. Og han slap godt fra det - flere danske aviser skrev dog, at der var tvivl om hans fødested - det er der ikke. 

 

  Tilgengæld var han senere længe på flugt - i høj grad selvforskyldt. Han var i 1959 med til at danne al-Fatah og blev dets leder i 1967, to år senere blev han formand for PLO - den palæstinensiske befrielsesorganisation - der var dannet på foranledning af Egypten og Den arabiske Liga i 1964. Ti år senere - i 1974 - anerkendte de arabiske stater på et topmøde i Rabat i Marokko PLO som palæstinensernes eneste repræsentant og de følgende år fulgte FN og andre internationale organisationer sted. 

 

Skaberen af en palæstinensisk identitet 

 

  Også disse korte facts siger en del om Arafat - og især om hans betydning: "PLO som palæstinensernes eneste repræsentant" - hvad er "palæstinenserne" ? Det spørgsmål kunne Golda Meir med rette stille sidst i tresserne, men en af Arafats største resultater er vel, at dette spørgsmål i dag ikke ville kunne stilles på samme måde - vi ved alle, hvem "palæstinenserne" er ! Endnu i filmen "Exodus" fra 1960 tales om palæstinensere som "indbyggerne i det britiske mandatområde Palæstina" - jøder,kristne, muslimer - med Arafat som leder er der i dag hos alle en klar opfattelse af, at "palæstinensere" er de arabiske indbyggere fra den engelske mandatområde og deres efterkommere, hvor de end bor. Sådan opfatter disse mennesker sig selv - og historien om, hvordan denne palæstinensiske identitet er blevet opbygget er et meget spændene og interessant studium. Og at Arafat har en meget stor del af æren for, at det forholder sig sådant, er vel indiskutabelt. Derfor er det på den ene side ikke forunderligt, at palæstinenserne sørger ved hans død.

 

   Men: På den anden siden er det dybt forunderligt ! For Arafat har nok været med til at skabe en palæstinensisk identitet - men hans mål var ifølge ham selv så også at skaffe en stat til det palæstinensiske folk - og her har han svigtet igen og igen. Det er jo nærmest grotesk, at Israel pt har en premierminister, Ariel Sharon, som vel ikke kan kaldes en fredsdue, men som dog som den første har taget ordet "en palæstinensisk stat" i sin mund - og i det hvide Hus sidder George W. Bush - måske ikke palæstinensernes mest trofaste støtte - men også han har talt om nødvendigheden for oprettelsen af en palæstinensisk stat. Men deres egen leder - han svigtede hver gang - han talte måske nok om en sådan stat - men gjorde intet for at gøre den til en realitet ! 

 

Arafats terror 

 

  Arafat svigtede ved at vælge voldens vej gennem de første mange år - nogle vil påstå, at han først dermed skabte opmærksomhed omkring det palæstinensiske folk, andre vil understrege, at han dermed skabte den mistro, som til hans død prægede opfattelsen af ham hos mange mennesker verden over - en terrorist. Når Israels justitsminister, Josef Lapid, ved Arafats død udtalte, at han glædede sig meget over det, er der altså en grund - Arafat har tusindvis af liv på sin samvittighed.

 

  Og husk: Det gælder ikke alene jødiske liv. Efter Seksdageskrigen i 1967 opererede Arafat og PLO fra Jordan - ikke overraskende, da Jordan jo var en del af det engelske mandatområde "Palæstina", der godt nok blev skilt fra i 1922 og kaldt "Transjordanien", men som ifølge PLO stadig tilhørte palæstinenserne. Men i september 1970 blev Kong Hussein træt af "gæsterne" og smed dem ud - et af de utallige tilfælde, hvor Arafats politik har skadet palæstinensernes sag voldsomt. 

 

  PLO slog sig nu ned i Libanon - og de næste 12 år udøvede Arafat sin terror med base her. Det var i denne periode han slog sig på flykapringer - og det var herfra massakren på de israelske sportsfok i München i 1972 blev planlagt. Igen til skade for palæstinensernes sag - og igen med store indre arabiske konflikter til følge, tilslut resulterende i en borgerkrig i Libanon og den israelske indgriben i 1982. Herefter måtte Arafat flygte til Tunis - langt væk fra hjemlandet - og langt væk fra det officielle mål.

 

   Det, der kan undre, er, at det netop er i 1970´erne, mens Arafat stod bag de værste terrorangreb, at PLO blev mere og mere anerkendt - og Israel blev udskældt for at være skurken i Mellemøsten: Det er i 1974, at de arabiske lande anerkender PLO som palæstinensernes eneste repræsentanter og i disse dage er det 30 år siden, at FN indbød Arafat til at tale ved FNs generalforsamling. Og året efter fordømtes zionisme som racisme. Jo - Arafat havde succes !

 

   Men palæstinensernes levede stadig i flygtningelejre i de arabiske nabolande - det ændrede Arafat ikke ved. Og på Vestbredden levede palæstinenserne under israelsk besættelse, da intet arabisk land ville tale fred med Israel - og Arafat fortsatte volden.

 

   Volden gav ingen andre resultater end stigende israelske frustrationer - og Arafat kunne efter 1982 - siddende i Tunis - vel heller ikke selv påstå, at han var kommet målet nærmere - hvis det altså var en stat for palæstinenserne.

 

Fra terrorist til politiker ?

 

   Måske var det baggrunden for de nye signaler omkring 1990 - i hvert fald husker vi alle håndtrykket mellem Rabin og Arafat foran Det hvide Hus i 1993. Havde Arafat afskrevet volden - var han virkelig blevet politiker eller sågar statsmand ? Tja - den norske Nobelkomité må have ment det - i 1994 fik Arafat Nobels fredspris i Oslo sammen med Rabin og Peres.

 

   Men her ved Arafats død må vi desværre sige, at svaret er et klart nej og at Nobelprisen var forhastet og en fejltagelse af rang ! Arafat gik aldrig i gang med at skabe fundamentet til et demokratisk, arabisk stat. Det ville have krævet, at han for alvor havde lagt volden på hylden - og det ville have krævet, at han var gået i gang med at opdrage sit folk til fred. Hvordan kunne nogen tro på hans hensigter, når skolebøgerne i de palæstinensiske områder fortsat prædikede had mod jøder ? Hvordan kunne nogen anse Arafat for fredens mand, når de kontrollerede fjernsynsstationer sendte anti-jødiske propagandafilm ? Som forhenværende ministerpræsident Barak sagde ved Arafats død: "Arafats største synd er at have forgiftet unge palæstinenseres sjæl med et brændende had mod Israel" 

 

Den irrelevante Arafat

 

   Endnu i sommeren 2000 håbede vi. Endnu i sommeren 2000, da vi så billeder af Barak og Arafat som Bill Clintons gæster i Camp David håbede vi vel alle på, at Arafat var parat til en endelig fredsaftale. Vi håbede, at han - som Sadat i 1977 - vovede det afgørende skridt - og vovede at tænke på de næste generationer. Men nej - han greb ikke chancen - og dermed havde Bush og Sharon jo ret, når de de sidste år har kaldt Arafat for irrelevant !  

 

  Og derfor så få kommentatorer tilbage på Arafats liv, da han officielt blev erklæret for død. De fleste så frem - et håb var tændt - ved at Arafat var væk.



Copyright © 2001-2010 TAKE-A-PEN. All Rights Reserved. Created by Catom web design | SEO